Naked fejrer 10-årsjubilæum med prominent line-up

I år er det 10. gang SPOT præsenterer Naked. I år i samarbejde med ROSA.
Et helt specielt indslag, som publikum fra starten i 2011 i den grad har taget til sig. NAKED skærer de sange, du kender, helt ind til benet og serverer dem i en ny udgave kun tilsat tonerne fra et flygel. Den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren vil som vanligt være bag tangenterne, når de medvirkende sangere træder ud af deres comfort zone ved denne specielle lejlighed.

Rebecca Lou
Det er en myte, at rockens vildskab ikke kan kombineres med poppens glæde. Det beviser Rebecca Lou, som har slået sit navn fast på den danske musikscene med højoktan og slagkraftig punket rockmusik på udgivelserne ’Skeletons’ (2018) og ’Bleed’ (2019). Det kommende album “Heavy Metal Feelings” har hun beskrevet som ‘doom pop’, hvor hun giver rockmusikken et frisk skud pop.

Mina Okabe
Mina Okabe er navnet på et nyt, spirende talent på den danske musikscene. Den blot 20-årige sangerinde og musiker har rødder i flere verdenshjører: født og opvokset i London med dansk-japanske rødder. Hun ser derfor hele verden som sin legeplads og inspirationskilde til sin musik. Og måske netop derfor, lyder Mina Okabe som alt andet end kolde og efterårsgrå Danmark.

Jonas Smith (Blaue Blume)
Anmelderroserne er helt oppe omkring skyerne, når Blaue Blumes albums, ep’er og koncerter bliver vurderet. Intens turnéaktivitet – blandt andet koncerter i Hamborg, Berlin og Ankara på én weekend – satte bandet på pause. Men i 2019 gjorde Blaue Blume comeback med deres andet fuldlængdealbum “Bell of Wool”, som fik seks stjerner af Jyllands Posten, der også listede det som årets bedste på den danske scene.

Papa Erotic (Fraads)
Den energiske og kunstfærdige duo Fraads udgav sidste år deres længe ventede og anmelderroste debutalbum ’FRaaaDS’, som etablerede et fantasifuldt og mangefarvet lydunivers, der udfordrede dansk hiphop. Deres nye single ’Er vi to en ting?’, er en elektronisk og pop-baseret energiudladning, med synthmylder, hårde trommer og knust glas.

NAKED præsenteres i samarbejde med ROSA

Tidligere år med NAKED:

2019 – SPOT:
Mathias Bertelsen (The Entrepreneurs), Cisilia, Eivør, Christopher (fredag), Tomas Høffding (WhoMadeWho/lørdag).

2018 – Bremen:
Amnesty-markering af menneskerettighedernes 70 års dag
Kill J – Katinka – Mads Damsgaard – Silas Bjerregaard

2018 – SPOT:
Sarah Mariegaard (Soleima) – Simon Olsen (BAEST) – Kjartan Arngrim (Folkeklubben) – Jenny Rossander (Lydmor).

2017 – SPOT:
Katinka – Gulddreng – Sebastian Wolff (Kellermensch) – Anya + Nick & Jay surprise.

2016 – SPOT:
Hans Phillip (Ukendt Kunstner) – Fine Glindvad (CHINAH) – Christian Vium (Go Go Berlin) – Soffie Viemose & Nanna Schannony (Lowly).

2015 – SPOT:
Steen Jørgensen – Kill J – Aura Dione – Lord Siva

2014 – SPOT:
Pernille Rosendahl – Frederik Vedersø (Eclectic Moniker) – Mads Damsgaard Kristensen (Reptile Youth) – Lucy Love

2013 – SPOT:
Barbara Moleko – Stine Bramsen (Alphabeat) – Christian Hjelm – Claus Hempler

2012 – SPOT:
Ane Trolle – Johan Olsen (Magtens Korridorer) – Silas Bjerregaard (Turboweekend) – Clara Sofie.

2011 – SPOT:
Kim Munk (The Broken Beats) – Dorthe Gerlach (Hush) – Steffen Westmark (The Blue Van) – Nabiha/-ira Skov. (Nabiha fredag / Kira Skov lørdag)

SPOT 2021 afsluttes med et brag: Kom til kæmpe afterparty i Musikhuset

Der er, som bekendt, intet, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget. Således har Covid-19 og udskydningen af festivalen – og de forandringer, som det har medført – givet anledning til at tænke i nye baner. Og det er der kommet et helt nyt initiativ ud af, som vi glæder os uhyggeligt meget til at dele med jer.

I år, når SPOT 2021 nærmer sig sin afslutning, hælder Aarhus Volume og SPOT Festival lidt ekstra benzin på festival-bålet og inviterer til en gigantisk afterparty i Musikhuset. Foyeren bliver forvandlet til den vildeste klub med plads til 2500 gæster – og så har vi inviteret et vanvittigt DJ-lineup

Fra 00:15 til 03:00, i Musikhusets foyer, kan du opleve et DJ’set fra de danske stjerner i AV AV AV, Chicagos egen Jamie 3:00 og genre-ekvilibristen Caius. 

“Efterfesten til dette års SPOT er ikke blot en mulighed for at samle 2500 til Aarhus’ største nattefest – det er i langt højere grad også tænkt som et redskab til at præsentere DJ’s i den rigtige ramme og setting. Derfor er det også på linje med en ny indsats på festivalen omkring at skabe en bedre scene til producere og DJs, som i langt højere grad bliver anset som udøvende musikere på live-siden, mens de også fylder på streamingtjenesterne. Derfor glæder vi os til en kæmpe fest, der kommer til at forvandle de ellers meget pæne og ordentlige rammer i Musikhusets foyer til et meningsfuldt og kæmpe, pulserende diskotek på festivalen,” udtaler booker Albert Fajardo-Helmig.  

Se hele tidsplanen HER og køb din billet HER.


Vi glæder os til at eje dansegulvet med jer – det bliver stort!

SPOT 2021 afvikles uden corona-restriktioner

Regeringen har meddelt, at Covid-19 fra den 10. september ikke længere kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Med udfasningen af coronapasset og ophøret af alle restriktioner i kulturlivet er også koncert-livet tilbage på sporet igen. Vi kan nu afvikle en SPOT Festival, hvor publikum, gæster, musikere og medarbejdere kan færdes frit – hver for sig eller sammen, som man har lyst. Det er bare så dejligt!

Man kan kun glædes ved, at så mange unge og ældre har udvist socialt ansvar for vores fælles sundhed, at vi nu kan slippes på græs igen. Tak for det. SPOT Festival løber af stablen om få uger. Nu uden mundbind, test og vaccinekort.

Vi er naturligvis præget af, at vi har måttet tilrettelægge al vores logistik efter reglerne på planlægningstidspunktet – det har givet os både hovedbrud og uvante løsninger. Men vi mærker først og fremmest publikums og musiklivets interesse og forventninger til at være sammen igen – så hermed blot en stor hånd til medarbejdere og partnere for omstillingsparathed og fleksibilitet gennem to flytninger, ja, for hele forløbet siden sidste års nedlukning.

Nu bliver det bare rigtig sjovt at opleve den nyeste danske musik og give den gas på SPOT.

Skrevet af festivalleder Gunnar K. Madsen.

Benny Jamz om første festival-optræden: “Det bliver Jamz world!”

Han er på mange måde er en pioner, og efter 10 år med stor indflydelse på den danske rapscene er det ikke Hr. Hvem-som-helst, der gæster SPOT 2021. Udover at blive set som en af bagmændene bag af at få grimen til Danmark, så har han under aliasset Høyer Øje og i grupperne B.O.C. og MOLO været toneangivende i ikke bare dansk rap, men i dansk musik generelt. 

Men i år sker der noget nyt – Benny Jamz spiller for første gange nogensinde sin egen festivalkoncert, når han gæster SPOT Festival i Aarhus. Og selvom han nu får scenen for sig selv, så er Benny Jamz aldrig rigtig alene på scenen: “Det kommer til at være Jamz world, men der er altid B.O.C. i alt, hvad vi gør. Vi repræsenterer sammen eller hver for sig, og jeg ser frem til at vise, hvad min verden har at byde på,” lyder det fra hovedpersonen selv.

Efter en lang periode, hvor landet som bekendt har været lukket ned, så er Benny Jamz nu for alvor tilbage på scenen – både med B.O.C. og nu altså også solo, og det er noget, der kan mærkes: “Det er dejligt at føle sig i live igen!”. 
Det kommer vi til at kunne mærke, når han til september gæster SPOT Festival med sin første festivalkoncert som solo-artist. Og her kan vi forvente sange fra hit-pladen fra 2020, “1010”, samt nye numre – alt sammen en del af et helt særlige univers. Mest af alt kan vi forvente en yderst veloplagt Benny Jamz: “Jeg glæder mig til at tage jer med til Jamz klode!”.

Se hele vores line-up HER
Køb din billet til festivalen HER

Aarhus Calling: Verdens største producere og sangskrivere rammer igen Aarhus

Foto: Morten Frøslev

Aarhus skal igen danne rammen om Danmarks største producer- og sangskrivningsevent Aarhus Calling, der løber af stablen d. 15 -17 september 2021 og afholdes i forbindelse med det populære SPOT festival. Når Aarhus Calling – Special Edition igen åbner dørene op for Danmarks største producer- og sangskrivningsevent bliver det denne gang i en special edition, og forventningerne er tårnhøje.

”Jeg er stolt over igen i år at kunne tiltrække verdens største producere og sangskrivere til Danmark. Jeg har ventet på det rette moment i år – og det rette moment er nu” siger Rewan Riko, som er producer, sangskriver og CEO for Aarhus Calling.  

Aarhus Calling finder unge talenter på TikTok

Aarhus Calling finder som noget helt nyt unge sangskrivere og producer-talenter på det populære TikTok.

”Det er sindssygt vigtigt, at vi er der, hvor den nye unge generation er. TikTok er det hurtigst voksende sociale medie i verden, med over 800 millioner aktive bruger, så selvfølgelig skal Aarhus Calling også være repræsenteret der,” siger Rewan Riko.

Gå efter drømmen

Aarhus Calling åbner nu atter op for, at 12 nye skarpe, unge sangskrivertalenter kan søge om at blive én af de 12 heldige, som får muligheden for at møde de bedste danske og internationale sangskrivere/producers og i co-writing sammenhænge sigter de efter det næste worldwide megahit.

”Hvilke berømte personligheder, der denne gang deltager i eventet, kan vi endnu ikke løfte sløret for, men vi kan godt garantere at det bliver fedt og helt exceptionelt, for det er nemlig præcist dét, som Aarhus Calling er bedst til” siger Rewan Riko.

Tidligere har upcoming-sangskrivertalenter som Nicklas Sahl og Aksglæde deltaget i Aarhus Calling og de har nu begge lovende sangskriver og artist karrierer. 

Andre nationale profiler som Christopher, Cutfather og Nik & Jay har også tidligere gæstet Aarhus Calling.

Af internationale topsangskrivere og producers har Aarhus Calling b.la. haft besøg af MNEK, som har skrevet sange til Beyoncé, MØ, Madonna og Kylie Minogue, samt Che Pope der b.la. har skrevet sange til Kanye West, The Weekend og Drake.

Hvis du vil have muligheden for at komme med og være én af de 12 talenter, så er det nu du skal sende din ansøgning og demo på www.aarhuscalling.com/apply-to-attend 

Programmet er klar: Nordic Beats vender tilbage til SPOT 2021

Foto: Xanne Wijkamp

I 2019 så Nordic Beats-konceptet dagens lys på SPOT. En scene med otte nordiske  hip-hop talenter, en DJ, en mikrofon og et veloplagt publikum var opskriften på en succes, der nu vender tilbage til SPOT i september. Booker hos SPOT, Albert Fajardo-Helmig, er glad for konceptets succesfulde start i 2019, og at Nordic Beats igen bliver en del af programmet:

“Nordic Beats er en to timers showcase, hvor vi stræber efter at præsentere en række af de mest interessante unge artister indenfor den urbane lyd. Og det er samtidig også vores forsøg på at sikre os pladser og fokus på festivalen til netop denne type artister i den urban musik, der aldrig har været mere relevant end i disse år”, fortæller Albert Fajardo-Helmig.

En af SPOT Festivals fornemmeste opgaver har altid været at sætte fokus på de upcoming talenter og den nye musik, og Nordic Beats stiller som koncept skarpt på især den urbane del af talentscenen. Der er succeshistorier fra hvert SPOT-år, hvor nye navne finder fodfæste i branchen og skaber opmærksomhed omkring deres musik – og Nordic Beats artisterne er ingen undtagelse.  Lillebittebock (DK), Baby Bino (DK), Michael Williams (DK), Flóni (IS), Kamelen (NO), Mangera (DK), Nikotin (DK) og Jelassi (SE) udgjorde line-up’et for to år siden, og sidstnævnte svenske indslag har netop fået en musikalsk anerkendelse i hjemlandet.

Rapperen Jelassi vandt titlen som “Fremtidens Artist” til det svenske P3 Guld for to uger siden – pendanten til Talentprisen ved det danske P3 Guld. Allerede i 2019 var Jelassi nævnt som et af Sveriges mest lovende nye rap artister, hvor hun både skabte opmærksomhed omkring egne udgivelser, samt hendes samarbejder med andre nordiske rappere.  

“Det er en stor fornøjelse at se Jelassi vinde den svenske P3 Guld Talentpris. Det sætter endnu en gang en streg under, hvor meget talent der bevæger sig inden for de urbane genrer, og hvordan denne type lyd har bevæget sig mere og mere i retning af at være det nye mainstream,” lyder det fra Albert Fajardo-Helmig.

I år er Nordic Beats programmet spækket med stjernestøv og den absolutte fremtid for dansk urban og rap. Hvis dine musikalske præferencer hælder til den urbane side, og du altså ikke har levet under en sten, så kender du helt sikker de navne, der i år udgør Nordic Beats. 

Aftenens værter er Gråzonens Ahmed Omar og Hassan Hagi.

Vi glæder os til at præsentere en håndfuld af de nye hip-hop og urbane talenter til endnu en omgang Nordic Beats til SPOT 2021.

Velkommen til ny minister for de kulturelle anliggender!

Foto af Kim Matthai Leland

Joy Mogensens beslutning om at udtræde af regeringen efterlader en del tanker om, hvordan den nye minister, Ane Halsboe-Jørgensen (AHJ), kan komme godt fra land i samarbejdet med det brede kulturlivs mange aktører og målgrupper. Velkommen til et stort, givende og udfordrende politisk resort.

Umiddelbart kan man med AHJ’s profil og baggrund håbe, og må formode, at kulturens potentiale i samfundet hermed styrkes. I hvert fald må man tro, at AHJ, med sine erfaringer som uddannelsesminister, kan blive en interessant sparring for kunst-og kulturlivets mange uddannelsesinstitutioner.

For de ikke-institutionelle kunstnere og det bredere formidlingsarbejde omkring musikken, skal man måske mest sætte sin lid til Ministerens fortid som forskningsminister.

Dele af det kulturområde, som vi i SPOT-sammenhænge arbejder med, kan nemlig på en god dag opleves næsten som ren forskning; som et kunstnerisk bud på musikkens nutid og nære fremtid – som lyd og sange, som oplevelse og som referenceramme for et samfund i evig bevægelse. Samtidigt spejler musikkens liv og eksistensvilkår også store dele af samfundets udvikling. Her vil det ikke skade med en minister, der – bl.a. gennem forskning – vil være med til at indrette kulturministeriet, så det bedre og tidssvarende kan favne en kultur-og kunstpolitisk virkelighed, der både er defineret af offentlige rammer – men nok-så-meget af jordnære, erhvervsmæssige problemstillinger.

Både på det kunstneriske, men også på det formidlingsmæssige område, er der nære relationer til den teknologiske udvikling – digitaliseringen og de nye kommunikationsplatforme, der opstår både nationalt og ikke mindst globalt. Her får vi brug for en minister, der er med på at perspektivere og instrumentere kulturens potentialer nationalt, men måske især internationalt.

Man kan også håbe på, at AHJ vil være positiv overfor en mere decentral tankegang i forhold til kulturens lokale og regionale udtryk og vækstvilkår – ikke blot de institutionelle, men for hele det store “selvlærte” ungdoms-potentiale, som ikke mindst inden for den moderne, folkelige dele af musikkens område, er definerende for udviklingen.

Ane Halsboe-Jørgensen overtager ministeriet på tærsklen ind til bedre tider, tror vi på. Det er derfor på sin plads, midt i velkomsten af hende, at ønske den afgående Joy Mogensen alt godt med sit personlige valg og kreditere hende for ikke blot den gode vilje, men også for de gode konkrete støtteordninger, der – bedre sent end aldrig – nåede at være til gavn for mange i musiklivet.

Fra SPOT festivalens side ser vi frem til i dagene 16.-17. september at sætte det store lys på Danmarks talentfulde og dygtige, nyere musikliv – at mødes omkring musikken og deles om erfaringer, viden og ambitioner. Den nye minister er velkommen som gæst (det er den tidligere også); vi deler gerne viden med hele det kulturpolitiske system.

For modsat den afgående ministers rimelige behov for genopladning, så trænger vi andre til at komme i gang for alvor!

Skrevet af Gunnar K. Madsen, leder af SPOT

KarriereKanonen Special på SPOT 2021

Kom og oplev KarriereKanonen Special, når tidligere deltagere og de seneste vindere i talentprojektet mødes i et liveshow med spandevis af kærlighed til forskellige musikalske genrer og udtryk. KarriereKanonen Special hylder musikken og viser, at de i KarriereKanonen står på skuldrene af hinanden.

Pil
Pil skriver dansksprogede sange om de skæve følelser i et opløftende og legende popunivers. Ensomhed og ulykkelig kærlighed beskrives så præcist som muligt, og den nyslåede vinder af KarriereKanonen 2021 har især gået sin sejrsgang med sangene ‘Nattely’ og ‘Omvendt’.

Marcus.wav
Bag projektet Marcus.wav finder du 23-årige Marcus Bjerring, der skaber lyden af en ung mands tankemylder, gennem de frustrerende og fuldstændig fantastiske 20’ere. Marcus.wav er en af vinderne af 2021-udgaven af Karrierekanonen.

såforsatan
såforsatan er den uskolede københavnerdreng, der mikser jazz, tung hiphop og nådesløs lyrik. Den selvudleverende lyrik viklet ind i et dragende musikalsk grænselandskab var med til at sikre en sejr i KarriereKanonen i 2020.

føl som
Den Aarhus/Aalborg-baserede duo består af rapperen Emmanuel Matongo og produceren Frederik Reese og udkom med deres debutsingle ‘Mit blod’ i efteråret 2019. Med melodiske, ærlige tekster og drømmeagtige, hårdtslående beats vender duoen om på definitionen af ordet “følsom”

Præsenteres af KarriereKanonen.

Se hele lineup HER.

SPOT 2021: 10 stærke artister tilføjet til plakaten

Omend programmet allerede er spækket med talent, så er vi faktisk ikke helt færdige med at offentliggøre endnu. Tværtimod sætter vi nu slutspurten ind og fylder den hårde ventetid ud med endnu flere musikalske lækkerier.

Og i dag har vi sammensat en pakke, der uden tvivl vil få alle de glade festival-elskere til at længes endnu mere efter den 16. og 17. september, hvor vi igen sparker døren op til SPOT Festival i hjertet af Aarhus. 

Vi glæder os så meget til at se jer!

SPOT er blevet en del af Keychange

Diversitet i musikindustrien er et af de helt store emner, når man ser på, hvordan branchen kommer til at forme sig over de næste mange år. For nogle er det, det mest naturlige aspekt at have på dagsordenen i de fleste samtaler om musik, mens det for andre stadig er en varm kartoffel, som man helst ikke vil gribe.

Vi har hos SPOT valgt at tage skeen i den anden hånd og er blevet en del af Keychange-initiativet for at være med til at fremme diversitet i musikbranchen.

Keychange er et nyt globalt netværk og en bevægelse, der arbejder mod en total omstrukturering af musikindustrien, hvor målet på sigt er fuld kønsbalance. Med stiftende partnere som vores festival-kollegaer Reeperbahn Festival, samt PRS Foundation og Musikcentrum Öst, vil Keychange skabe en skabe en bedre og mere inkluderende musikindustri for de nuværende og fremtidige generationer. Ifølge Keychanges Pledge koordinator, Francine Gorman, skal forandringen accelerere som følge af Keychanges arbejde, der blandt andet består i et talentudviklingsprogram og de såkaldte Keychange Pledges – et løfte om at bidrage til forandringen.

I SPOT har vi i de seneste år kunnet se en organisk forandring i kønsbalancen, især i vores ansøgningsrunde, og den forandring vil vi gerne støtte endnu mere op om. Derfor kan man nu også finde SPOT blandt Keychange Pledges – en gruppe der kun er voksende. 

Ifølge SPOTs leder, Gunnar K. Madsen, var der ikke de store betænkeligheder ved at sætte signaturen på SPOTs Keychange Pledge.  

“SPOT finder det vigtigt at støtte op om initiativer, som vi har tillid til positivt og konstruktivt kan styrke diversiteten i musikken. På SPOT har der altid været en relativ stor diversitet i repertoiret – måske fordi vi ikke er en kommerciel gatekeeper, og fordi vi altid har set kunstnerisk fornyelse og diversitet som et af kerneformålene blandt SPOTs formidlingsopgaver”, fortæller Gunnar K. Madsen. 

Keychange er et vigtigt initiativ, et brugbart redskab og en bevægelse der skal støttes op om. Som en del af de 500 Keychange Pledges fra festivaler og organisationer, glæder vi os i SPOT til at kunne bidrage endnu mere positivt til forandringerne, og se hvad Keychange kan gøre for musikbranchen fremover.