14 acts fra DJM klar til SPOT 2022

Det Jyske Musikkonservatorium har for længst etableret sig som en fast bestanddel af SPOT festival, og igen i år til SPOT 2022 præsenterer konservatoriet et eklektisk udsnit af de nyeste spirende talenter på den danske musikscene.

Producent hos Det Jyske Musikkonservatorium Vibe Thorhauge siger følgende om samarbejdet: “Vi er meget stolte af igen i 2022 at kunne præsentere et utroligt stærkt line-up med DJM-artister under årets SPOT Festival. Vores program byder på hele 14 koncerter, der genremæssigt spænder bredt, og med den nylige udvidelse af kapaciteten på Klubscenen kan vi i år byde endnu flere publikummer indenfor til store live-oplevelser.”

Samarbejdet, der har eksisteret siden 2007, giver studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium en platform til at fremvise deres talent under SPOT Festival. Til det pandemi-påvirkede SPOT 21 var der blot 8 artister fra konservatoriet repræsenteret, men i år vender de heldigvis talstærkt tilbage med 14 navne, der er klar til at showcase det væld af talent, som eksisterer hos den anerkendte uddannelsesinstitution.

Læs mere om artisterne her:

Eyal Lovett Trio 

Eyal Lovett Trio er et spændende europæisk band. Deres nye album ‘Through the Rain’ præsenterer ekspressiv og lyrisk musik, som kombinerer originale kompositioner med israelsk folkemusik. Bandet henter inspiration fra den moderne jazz’ groove, den klassiske musiks fortællemæssige kvaliteter samt de unikke toner fra Israel og Middelhavet. 

Carmie

Carmie er en splinterny stemme på den danske R’n’B/soul scene. På en sensitiv men ekspressiv måde flirter hun med soul og folk traditioner kombineret med nutidige elektroniske R’n’B vibes. I 2021 udgav hun sin første EP ‘Lost in May’. Med sin mangeårige erfaring som solokunstner forstår Carmie at bringe publikum ind i sit melankolske og åbenhjertige univers. 

Tsunnami

Islandske Tsunnami er kommet for at kaste dig rundt i sit skumbrusende, dansksprogede univers, hvor pop og hverdagspoesi går hånd i hånd. Her parres dansable popmelodier med barske og hudløst ærlige tekster, der også til tider er hvasse og samfundskritiske. Alt dette med en snert selvironi og galgensort humor. Tsunnami er en kvinde med kant, en øvelse i at turde tage sin plads, være for meget og nyde det.

Mørkeblødt

Mørkeblødt er August Sandfærs soloprojekt, der gennem stærke tekster og mørk, 80’er-inspireret synthpop forsøger at finde hoved og hale i de forvirrende og turbulente 20’ere. Stress over fremtiden, hjertesorger og større eksistentielle spørgsmål fylder i de mørkebløde popsange, og Augusts dybe stemme er den dragende fortæller, der tager dig med.

Danefae

Danefae leverer dansksproget progressiv rock, der med sin mytiske vibe tangerer til det overtroiske. Musikken spænder fra tunge metal-riffs til fine, tynde vokalstykker. De danske tekster skaber sammen med de progressive riffs en atmosfære, der inviterer publikum ind i et net af mystik og vildskab. 

AVA

Bag kunstnernavnet AVA står sanger og sangskriver Anna Vind Andersen, som har rødder i det nordjyske, idylliske landskab. Dette maleriske landskab går igen i tonerne og rytmerne i AVA’s popbetonede lydunivers, og med hendes legende vokal og svævende popmelodier rammer hun ind i hjertet hos lytteren. Lyrikken afspejler hverdagens tanker, frustrationer og drømme, og er svøbt i et univers, der  inviterer til at drømme og svæve. 

Spraglgevær

Spraglgevær er romantisk smadderrock. Den intense frontmand Sebastian Gall åbner op for både tanker og hjertets udråb med fandenivoldske og ærlige sange fra den ukuelige idiots vedvarende håb. Lydens rå og konfronterende udtryk kræver lytterens opmærksomhed fra første øjeblik. Skærende guitarer og dundrende trommer slår som en hammer og sætter rammerne for den kompromisløse vokal. 

Charlotte-Amalie

Charlotte-Amalie er dansksproget popmusik, hvor teksterne er personlige og afspejler livets mange komplicerede facetter – det hele båret af klaverets storladne nøgenhed sammen med en farverig vokal. Det er sårbart, afklædt og dragende og skaber en fortælling omkring, hvordan kærlighed, depressioner, håb og drømme har formet Charlotte-Amalie fra at være en ung pige til en ung voksen.

Martin Buster

Martin Buster er et engelsksproget soloprojekt, som mixer intimitet med et dybt tekstunivers og fængende melodier. Han er en klassisk singer-songwriter på sin guitar, men blander det underspillede med en storladen elektronisk lyd og moderne trommemaskiner. Musikken indeholder store dynamiske spring, og det er lige præcis, hvad man kan forvente, når Martin Buster går på scenen. 

Sophia HP

Sophia HP inviterer lytteren ind i et intimt univers med den stærke komposition og historiefortælling i højsædet. Tiden står stille, når publikum indfanges i de eftertænksomme tekster og melodiske forgreninger, som bevæger sig indenfor singer-songwriter genren og trækker tråde til folk og jazz. Den 3. maj 2022 udkommer Sophias debutalbum ‘Carry On’, som en kulmination på flere års sangskrivning og livekoncerter.  

Little Winter

Little Winter skriver fængende indie pop; musikalsk kompleksitet pakket ind i skramlede, umiddelbare og letfordøjelige indtryk. Debutalbummet ‘Wonderlost’ (2022) formidler følelsen af at være faret vild i alle de muligheder, man bliver fortalt, at man har i livet. I søgen efter sin plads i livet beskriver konceptalbummet, hvordan man ofte ender ‘wonderlost’; “to be lost in the wonders of existence”.

hun_sagde

hun_sagde er en dansk hip hop/art pop-artist baseret i Aarhus. hun_sagde skriver poetiske tekster om menneskesindet og samfundets skyggesider, og berør emner som eksistentialisme og mentalt helbred. Alt sammen præsenteret over melankolske elektroniske hiphop-produktioner. I 2021 spillede hun_sagde på Uhørt Festival, hvor Soundvenue inkluderede artisten på magasinets top-10 over koncerter på festivalen.

UBLU

UBLU spiller dance rock for queers og deres peers i en hjemsøgt og syntetisk verden. Deres excentriske udtryk inviterer til et frigørende rum som afbræk fra hverdagens magelige konventioner. Med lyrik, der fremkalder både det tragikomiske og det oprigtigt sentimentale, fører UBLU publikum igennem tidens skurrende følelser ledsaget af støjende guitar og iskolde synths. 

XOLA

XOLA er et debuterende skandinavisk pop-act, der med en pulserende energi og storladne sange er klar til at træde ind på den danske musikscene. Det musikalske koncept bag XOLA indeholder elektroniske synthflader, en dunkende 808-bas og små flashbacks til 80’erne. Med udgangspunkt i fængende melodier indkapsler XOLA med en ungdommelig nysgerrighed de øjeblikke i livet, hvor glansbilleder og hjerter bliver knust.

10 nye årsager til at se frem til foråret og SPOT 2022

Vinterens kedelige kulde og våde vejr er snart overstået, og i stedet nærmer vi os med hastige skridt forårets sol og blomstrende natur. Det betyder også, at SPOT 2022 så småt er på vej, og vi byder de lyse tider velkommen med endnu ti stærke acts til den kommende festival i maj.

Der er lagt op til et brag af en fest, når ICEKIID gæster Aarhus med sine tropiske afrobeats og skarpslebne synths. Dansk-kinesiske CXCX Chu Chu kommer med skarpe flows og smarte rim til den selvbevidste internet-generation, mens Pind står klar med hudløst ærlig og autentisk rap. Vi introducerer også det norske talent Ash Olsen (NO), der med sin ekstraordinære attitude giver et energisk indspark til programmet, og JEURU der skaber mørk og oprigtig musik, som trækker tråde til genrer som trip-hop, electronic soul og alternativ R’n’B.  

Endnu en eklektisk kunstner er Kleo, der med sin unikke lyd blander vedisk astrologi, hyperromantik og rock’n’roll. Pop i forskellige afskygninger har endnu engang sneget sig med i runden af offentliggørelser. Selma Higgins inviterer lytteren ind i sit legende, funk-poppede lydunivers, samt Magly (DK/NO), der med sin ærlige og ørehængende pop allerede har skabt ringe i vandet i Norge, og Julie Ellinors sjælfulde vokal danner rammen for alternativ pop, der er svær at slippe. Sidste navn i denne talentspækkede pulje er Reveal Party, som med inspiration fra midwest emo såvel som pop, fortæller om kærlighed og livet som transkvinde med ironi og mørk sarkasme. 

Disse artister – og det i forvejen stærke line-up – kan du udforske nærmere på vores hjemmeside og på SPOT 2022-playlisten. Det begynder for alvor at tage fart nu, og vi står allerede klar med nye navne i næste uge. Så køb din billet til SPOT 2022, så du ikke går glip af al den gode musik!

Restriktionerne bortfalder: “Foråret er på vej!”

Foto: Anita Eldjarn

Der er grund til at være rigtig glade for de sundhedspolitiske udmeldinger, som regeringen her til aften leverer til et slidt, men fattet dansk civilsamfund. Der er umiddelbart rigtig god grund til at regne med, at corona-pandemiens forbandelse for de fleste i alle samfundsgrupper nu ophæves og erstattes af det, vi normalt vil kalde normale forhold.

Springer vi alle mellemregninger over, så er vi som befolkning lykkedes med at stå sammen om en strategi, der nu stiller os i en gunstig position ind i foråret. Flertallet har stået sammen om at tro på vores sundhedsmyndigheder og politikere (både regering og opposition) – uanset, at vi nok hver især i perioder har kæmpet med tvivl, mismod eller uvilje over en meget bred skala.

Også musiklivet skal videre. De tab, der er lidt, kan ikke erstattes, men det skal nu ikke forhindre os i at glædes over de tab, der ikke er større, end at meget kan hentes over tid. Mange har nydt godt af såvel corona-relaterede kompensations- og tilskudsordninger, såvel som vores eget arbejdsmarkeds evne og vilje til at agere fleksibelt og agilt i forhold til ombookinger og nye tiltag.

Perioden har også vist de sprækker, fejl og mangler, der er i de kulturpolitiske rammer. Ikke mindst i forhold til den del af kulturlivet, der erhvervsmæssigt har et ben i flere lejre. Det positive er vel, at vi nu kan sætte ord på, hvad der mangler, og hvilke forbedringer, der er tiltrængt.

Jeg tror på, at musiklivets vilje, evner og kreativitet er så omfattende og grundlæggende intakt, at vi kommer op på hesten i løbet af kortere tid, end vi måske kunne frygte for få måneder siden. Nogle vil være heldigere stillet end andre, så lad os holde fast i den gode vilje til at få alle med op på hesteryggene igen.

SPOT Festival havde den store glæde at afvikle festivalen i september 21. Vi oplevede et brag af en festival, hvor alle kom på græs, alle ville hinanden – og troen på, at nu kom hjulene i gang igen var varm og tydelig. Det var en vigtig oplevelse for os, der står bag – et tiltrængt skulderklap fra verden.
Forhåbentlig vil mange komme til at opleve suset af medgang i 2022 og fremover.

Nu ser vi frem til at gentage den gode oplevelse den 5-7. maj i år, ligesom vi alle glæder os til at være gæster igen rundt om på store og små scener.

Vel mødt til alle på SPOT – og velkommen til 2022. Nye, men normale tider!

Skrevet af Gunnar K. Madsen, festivalleder hos SPOT Festival

Ti tilføjelser til SPOT 2022

Et nyt år kalder som oftest på mange nye ting, og for SPOTs vedkommende er det ny musik til årets line-up. Vi har brugt den sidste måneds tid på at finde ti navne, der kan supplere det i forvejen stærke udgangspunkt, og nu er vi derfor klar til at præsentere dem for jer.



Vi kommer et smut til Norges land med den frygtløse duo brenn. (NO) og det punkede band Combos (NO), mens Brimheim tilføjer melankolsk omfavnende humor og håb til programmet. Amina medbringer blød R’n’B og hård attitude, og “nutidens guitargud” Ginne Marker vil spille sit anmelderroste album ‘Ulteria’. Poppen repræsenteres på smukkeste og vidt forskellig vis af dygtige Lucky Lo, energiske Sauna Senere, inderlige eee gee og karismatiske Zar Paulo. Og som sidste drys på denne runde af fantastisk musik kan vi også præsentere SØS Gunver Ryberg og Aarhus Symfoniorkester, der sammen vil skabe magi mellem det elektroniske og orkestermusikken. 

Med denne pulje begynder vi for alvor at sende musik i jeres retning, så husk at holde øje løbende på vores platforme for flere SPOT-nyheder og tilføjelser til årets line-up. Det bliver nogle magiske, musikalske dage i maj!

De første fem navne er klar til SPOT 2022

Startskuddet til en ny omgang SPOT føles først helt rigtigt, når de første navne er klar. Derfor er vi så glade for at kunne præsentere fem stærke acts, der danner et vanvittigt solidt grundlag for al den gode musik, I har i vente til SPOT 2022. 

Først kan vi nævnte, at søskendeduoen PRISMA, der sejrede succesfuldt til SPOT i september, er tilbage. De får selskab af Iris Gold, der medbringer sin “Hippie Hop” og flower power til scenen, og Ericka Jane der tilføjer en god omgang up-tempo pop og 90’er vibes til programmet. En anden der også er influeret af 90’erne, er Bergens dronning af pop Hedda Mae (NO), der sætter det første norske islæt på SPOT 2022s line-up. Sidst men ikke mindst kan I også glæde jer til at opleve stjerneskuddet Agnes Hartwich og hendes dybe, mørke lyd.

Vi glæder os til at præsentere endnu flere navne for jer i det nye år!

SPOT på Midten afdækker talentmassen på tværs af regionen

Projektet realiseres med støtte fra Region Midtjylland og i tæt samarbejde med en partnerkreds bestående af spillesteder og arrangører fra hele regionen. 

SPOT på Midten er et projekt skabt for at sætte fokus på alle de talenter, der befolker de jyske egne i Region Midtjylland. Over en tre-årig periode skal vi – i tæt samarbejde med lokale aktører og arrangørforeninger for og af unge – afdække og understøtte det sprudlende udbud af unge, lokale musikere og arrangører, der holder kreativiteten i live på scenerne på tværs af regionen.

“SPOT på Midten handler om at styrke alle led i Danmarks musikalske fødekæder.

At være til stede, synliggøre, dele viden og samarbejde med de lokale kunstneriske vækstlag; at bakke op om alle talenter og de miljøer, de udspringer af, for at styrke hele landets kulturelle udvikling. Med SPOT på Midten rækker SPOT ud til et samarbejde med musiklivets mange lokale kraftcentre, for at styrke de faglige og kulturelle netværk og for at stimulere de mange lokalt-baserede talenter,” fortæller Gunnar K. Madsen om projektet, der tog sine første skridt i slutningen af maj i år. 

Slagteriet i Holstebro, Drivhuset i Skive og Fermaten i Herning er de første tre byer, som har dannet rammerne for SPOT på Midten-konceptet – og frem mod jul udfolder vi de pakker, som vi har taget med hjem fra de respektive byer. I alle tre byer har vi haft et tæt samarbejde med lokale unge-arrangører, og således er den første pakke fra Holstebro kurateret af Subhuset, i Skive samarbejdede vi med de stærke folk fra Næst, og i Herning blev programmet sammensat af foreningen Frekvens. Alle arrangørforeningnerne glæder vi os til fortsat at samarbejde med, samtidig med at vi glæder os til at samarbejde med og møde endnu flere unge aktører i og udenfor projektet. 

Projektets fokus er som altid på talentdyrkelsen i musiklivet – en af kerneopgaverne som også står som centrum i bl.a. den årlige SPOT Festival. SPOT på Midten sætter bare endnu mere streg under den lokale forankring, der forhåbentligt giver mere ny musik fra hele landet. 

“Det er vigtigt, at vi ser – og tilgodeser – vækstlagene og talenterne udenfor de store bysamfund som københavn og Aarhus, hvis vi alle skal nyde godt af fremtidens diversitet og kunstneriske nybrud,” lyder det fra Gunnar K. Madsen.
Fra i dag, første søndag i advent, kan man gå på opdagelse i musikken fra Holstebro via dette LINK. De næste to søndage løfter vi sløret for de musikalske godter, som vi fik med hjem fra henholdsvis Skive og Herning. Hold øje på spotpaamidten.dk og på SPOT Festivals kanaler for mere info.

Lena Brostrøm bliver ny bestyrelsesleder for SPOT Festival

Efter en succesfuld SPOT 2021 kigges der nu frem mod et spændende 2022 både med festival og anden musikproduktion, og det sker blandt andet også med ændringer og tilføjelser til SPOTs bestyrelse.

Tidligere forkvinde for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm, har pr. 23. november overtaget posten som bestyrelsesleder for SPOT. Hun overtager efter Mads Dahl, der fortsætter som vicebestyrelsesleder.

Lena Brostrøm har stor erfaring med bestyrelses- og organisationsarbejde i musik- og kulturbranchen, samt i de forskellige fagbevægelser med kulturpolitik og kunstner vilkår i fokus, og hun glæder sig til at indtræde i front for SPOTs bestyrelse: 

“SPOT Festival har en vigtig, imponerende og insisterende plads i den danske musikbranche. Det er så vildt igen og igen i nye versioner at opleve koncerter på SPOT med nye artister og bands på vej ud i branchen og verden. I festivalens 48 timer opnår artisterne både en liveplatform og møder faglig sparring i form af et unikt netværkssted med danske og udenlandske branchefolk. Seneste udgave af SPOT i september viste, at det myldrer med talent, nye genrer og nye udtryk. Hvor er det fedt.Jeg glæder mig til at arbejde med på holdet omkring SPOT og er klar og pænt ydmyg overfor opgaven som ny bestyrelsesleder i den kommende periode – som starter NU. Og så med et flot, diverst hold af kompetencer,” fortæller Lena Brostrøm.

Foruden den nye bestyrelsesleder indtræder også tre nye medlemmer i SPOTs bestyrelse. Det er komponist og underviser Nikolaj Bugge, advokat og partner hos DLA Piper Peter Rønnow, samt musiker og komponist Victor Dybbroe. Alle fire nye medlemmer er udpeget for perioden 2021-2025.

Se alle medlemmer af SPOTs bestyrelse herunder, og læs mere om de enkelte bestyrelsesmedlemmer på: https://administrativt.spot-festival.dk/bestyrelse

Lena Brostrøm – Bestyrelsesleder (2021-2025)

Mads Dahl – Vicebestyrelsesleder (2020-2024)

Katja Moesgaard (2020-2024)

Anna Lidell (2019-2023)

Nikolaj Bugge (2021-2025)

Peter Rønnow (2021-2025)

Victor Dybbroe (2021-2025)

Aarhus Calling 2021 stod i fællesskabsåndens tegn

Musikalske udvekslinger og masser af talent var opskriften på en vellykket udgave af Aarhus Calling 2021 i september under SPOT Festival

De professionelle mødelokaler i The House, der tidligere husede Stereo Studio på Ryesgade, dannede rammerne for den sjette udgave af sangskriver- og producermekkaet Aarhus Calling. Siden begyndelsen i 2015 har Aarhus Calling hentet producere og sangskrivere til Aarhus under SPOT Festival, hvor A-listen, såvel som de 12 helt ukendte talenter, får lov til at brede visionerne ud. 

Som så meget andet måtte den årlige musik-camp udgå i 2020, men det gjorde også kun, at en 2021-versionen var mere efterspurgt og savnet. Stifter og direktør hos Aarhus Calling, Rewan Riko, kan her i ugerne efter virkelig mærke, hvad det betød at være i gang igen.

“Stemningen var unik, folk var euforiske, og den fællesskabsånd, der oftest kommer på dag to, opstod allerede fra første sekund. Alle deltagende smeltede bare sammen på en meget konstruktiv måde,” lyder det fra Rewan Riko. 

Talenter på TikTok

De unge talenter på Aarhus Calling udgjorde som altid en stor del af campen, og årets tolv udvalgte fik også vist, at niveauet bare bliver bedre og højere for hvert år – primært fordi der er skabt en kultur omkring sangskrivning og produktion, som Rewan Riko forklarer det.

“Alle deltagende til Aarhus Calling er på lige fod under campen, og der er nærmest skabt en slags bevægelse omkring den kommercielle sangskrivning og produktion i Danmark – hvilket er vores fokuspunkt. Der er en stor forståelse for, hvordan man arbejder med sangskrivning og produktion, og som arrangør gør det mig stolt, at Aarhus Calling har sat skub i tingene, og at vi kan præsentere så dygtige, nye talenter for de erfarne folk i branchen, især dem fra udlandet,” fortæller Rewan Riko.

Et nyt tiltag i søgen efter talent var platformen TikTok, der især har fokus på musikalske elementer i de små, korte videoformater. Og det viste sig at netop en TikTok-kampagne til talenthvervning var en god ide – der sidder nemlig mange dygtige unge mennesker rundt omkring på deres værelser, og de skal bare have chancen. 

En af de talenter, der vandt TikTok-konkurrencen, var Siri Worsøe, der også løb med prisen ‘AC21 Best Talent Song Award’, sammen med to andre vinder-talenter, Samuel Ledet og Marie Foged. De tre vandt foruden prisen også en tur til UK, hvor de skal videreudvikle deres talent.

TikTok viste, at online talent-rekruttering i den digitale tidsalder er værd at satse på, og man kan nok regne med at finde Aarhus Calling på platformen igen til næste år. 

Succesfulde resultater

Alting skal i gear igen, og rejsemulighederne spændte en smule ben for mængden af gæster fra udlandet. Det gjorde dog ikke noget, for de kræfter der stillede op, var som altid i top. Blandt dem, der udlånte deres musikalske evner i nogle dage, var producer og sangskriver Benjamin Lasnier, der blandt andet har lavet beats til Justin Bieber, samt den engelske sangskriver og artist Jasmine Thompson – blot for at nævne få. 

Og som altid kom der også en masse musik ud af dagene i Aarhus. Med så meget talent samlet et sted, kan det næsten ikke undgås, og forhåbentligt kommer det også ud på playlisterne i nærmeste fremtid.

“Der blev lavet sange, som med sikkerhed bliver cuttet, så det er bare med at holde øje,” lyder det til slut fra Rewan Riko.

SPOT 2022: Ansøgningsrunden er åben!

Foto: Kasper Krupsdal

Datoen er på plads, de planlægningsmæssige tandhjul er i sving, og nu er tiden kommet til at finde noget af den musik, der skal strømme ud fra scenerne.

Har du det næste store hit liggende i skuffen, brænder dig og bandet for at stå på en scene foran publikummer og branche, eller er din musik lige dét, der mangler på den danske musikscene? Så tøv ikke med at sende os en ansøgning!

Ansøgningsrunden til SPOT 2022 er åben indtil d. 25. november kl. 12.00, og alle er velkommen til at berige systemet med deres toner. 

Vi glæder os til at høre, hvad morgendagens talenter har at byde på!

SPOT 2022: It’s gonna be May

Foto: Kim Matthäi Leland

Euforien fra SPOT 2021 har endnu ikke helt lagt sig, og som en usynlig, men altoverskyggende drivkraft har den fået os til at begrave næserne i kalenderen og se frem mod 2022. For SPOT skal ud på scenerne igen, og til det skal der bruges en dato. 

SPOT 2022 bliver d. 6.-7. maj 

Vi glæder os til endnu engang at kunne præsentere et program spækket med talenter for et veloplagt publikum – SPOT 2021 viste om noget, at det var tiltrængt for alle publikum, musikere og delegerede fra  musikbranchen. SPOTs leder, Gunnar K.  Madsen, tilslutter sig også jublen over allerede at kunne invitere til musikalsk sammenkomst i maj i Aarhus igen. 

“Med de mange fede koncerter fra SPOT 2021 i frisk erindring falder det let at glæde sig til at samle publikum, musikere, sangskrivere, producere og musikbranche på SPOT 2022 i den første weekend i maj.”

Early bird-billetter i salg! 

Foruden en dato i kalenderen åbnes der også for salget af vores Early Bird-billetter, der kommer i et begrænset antal indtil 19/10-2021. Den glæde, vi har mærket fra publikum, vil vi gerne honorere så tidligt som muligt med en bunke billetter til en særlig god pris. Det yderligere billetsalg vil som altid starte d. 1. december.