Udenfor Sæsonen 2021 er slut, og alle medvirkende rejser hjem fra Bornholm med en vemodig følelse af, at det mindst er et par koncerter for tidligt – samværet og samspillet kunne sagtens bære flere dage.
Et tændt og engageret publikum på Campus, i Kyllingemoderen og i Musikhuzet i Rønne oplevede et festfyrværkeri af stilarter og musikformer folde sig ud – kun holdt kærligt i tøjle af blues temaets bløde, bølgende, musikalske silkebånd.
Udenfor Sæsonen er krævende og givende på samme tid for både publikum og musikere.
Ikke meget er forudsigeligt, men alt hviler trygt i de enkelte kunstnere og musikeres indiskutable og iørefaldende kompetencer.
Den klassiske musiks traditioner og værdier væves sammen med den rytmiske scenes mangfoldige udtryk, og tilsammen skabes en naturlig helhed der kun er få forundt at opleve.
For SPOT Festivalens medarbejdere er det en gave – blot to dage efter en nyligt meget vellykket Spot Festival – at få lov til at gennemføre denne koncertrække – i år for 20. gang.
Tak for et godt samarbejde med manden i midten, Steffen Brandt, for at realisere fælles mål. Tak til alle kunstnere for at indfrie alle forventninger og mere til. Tak til Musikhuzet Bornholm og lokale frivillige for godt samarbejde. Tak til Bornholms Kulturuge, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond og publikum for at gøre det økonomisk muligt. Og til sidst en stor hånd til netop publikum for at turde møde det ukendte og gide give udtryk for stor tilfredshed.
Vi er tilbage i september 2022 med…..ja, det vil så vise sig!
Det er altid et lille skulderklap, når skiftende kulturministre lægger deres vej forbi SPOT Festival. I 2004 førte et møde på SPOT med daværende kulturminister Brian Mikkelsen ovenikøbet til, at vi året efter kunne etablere MXD – Music Export Danmark, der siden har virket til gavn for eksporten af dansk musik.
Ovenpå Covid-19 pandemien, og dens følgevirkninger for ikke mindst vores del af musiklivet, var det ekstra rart at hilse på den nye Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen og få lejlighed til at drøfte status, muligheder og udfordringer for musikken.
Mødet med Kulturministeren gav lejlighed til at berøre en række musikfaglige emner i selskab med Anna Lidell fra DJBFA, Jonathan Elkjær fra Phlake, Sara Indrio fra DAF, Asger Nordtorp Pedersen fra Guldimund, Tobias Stenkjær fra DPA, Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard og SPOTs festivalleder, Gunnar K. Madsen. I det følgende kan du få et lille indblik i de emner, der blev berørt i samtalerne med Kulturministeren.
Mødet mellem kultur og erhverv
Efter en rundtur på festivalpladsen, der bl.a. bød på en nærværende og intens koncert med Astrid Cordes på Trailerscenen, trak samtalen ind i mere rolige rammer, hvor nogle af branchens nuværende problemstillinger kunne drøftes.
Behovet for at udvikle den politiske dialog mellem Kultur-og Erhvervsministerium var især højt på dagsordenen. Der skal fokus på, at indhold også er forretning, ud over at være værdiskabende for mennesker, og at både kunstnerne og staten går glip af indtjening, hvis ikke man begynder at tænke forretning mere ind på dette område bl.a. i forhold til streaming. Der er et erhverv bag musikken som kulturprodukt, og vi skal have en aktiv kulturerhvervsstrategi for musikindustrien for at skabe nogle gode vilkår.
Efter en tid med Covid-19, hvor hjemmemarkedet logistisk og logisk set har haft høj prioritet, er det vigtigt, at man også tør skue ud over Danmarks grænser igen. Der er et behov for, at man ikke politisk taber det langsigtede perspektiv for internationale arbejde på gulvet – også selvom rejseforholdene er vanskelige lige nu, skal internationale netværk plejes og kendskabet til den store og brede danske musikproduktion holdes i live.
Der er erhvervsbehov for produktionsmiljøer, som kan understøtte den professionelle skabelse af internationale succeser skabt nationalt og lokalt.
Alle led I branchen skal med
Et andet fokuspunkt i samtalen var, hvordan vi opbygger branchen igen på en givende måde, hvor alle tænkes ind. Det er vigtigt med en hånd under branchen de kommende år, mens vi restituerer og hvor alle led i fødekæden tænkes ind. Her nævnes musikere/performere, artister/solister, sorte T-shirts, spillesteder/arrangører/festivaler, publikum, vækstlag, etablerede, skabende, udøvere osv., som alle dem der ikke må tabes på gulvet i “genopbygningsfasen”.
Talent-og vækstlaget, især miljøerne uden for de institutionelle rammer, har også haft nogle særlige udfordringer, med tab af karriere momentum og behov for økonomisk opbakning. SPOT som platform skal naturligvis danne rammen for, at disse nye talenter igen kan komme ud på scenerne, men de skal generelt tænkes ind i alle led.
Derudover blev også de frivillige kræfter i branchen fremhævet. Den moderne, ikke-institutionelle musik, trækker store veksler på frivillighed i arrangørleddene, og i den kontekst er der både et konkret økonomisk problem og en kulturel udfordring, hvis basis strukturerne omkring frivilligt kulturelt arbejde forandrer sig for meget.
Fokus på udlandet
Det er efterhånden blevet en selvfølge, at der skal tales om internationale forhold, når samtalen lander på rammerne og vilkårene for dansk musik. International koncertvirksomhed står overfor store udfordringer i den nærmeste fremtid, hvilket kan udfordre vores infrastruktur på både festival- og venue området.
Som international formidlingsplatform ønsker SPOT derfor også at fastholde og udvikle de digitale strategier, dels som en selvstændig formidlingsform, dels som et midlertidigt alternativ til international koncertvirksomhed.
Et tætpakket Radar, badet i lilla lys og båret af tung bas og beats, dannede fredag aften ramme om årets udgave af Nordic Beats. Konceptet er skabt for at give en platform til unge nordiske artister i den urbane genre, men var grundet COVID-19 begrænset til i år kun at præsentere danske artister – ikke at det på nogen måde sænkede det høje niveau.
At træde ind på Radar, inden det to-timers-showcase skulle til at skydes i gang, var som at træde ind i en anden verden. Efter at have brugt det meste af torsdag og fredag i musikhusets fine koncertsale, siddende i de røde sæder, gav Nordic Beats mig alt det jeg havde manglet, for at fuldende en fantastisk festival. For selvom jeg nyder at kunne danse med ordentlig afstand og se koncert med god lyd og lækkert lys, var noget af det jeg især havde savnet efter to års Coronanedlukning, at stå på et fyldt dansegulv og give fuldstændig slip.
Aftenens program bød på koncerter fra syv forskellige artister, der hver især repræsenterer en forgrening af den urbane genre: Silvia, Xabski, Josie Amadonna, HAM fra Syd, Amina og Carl Knast. De var alle sammen veloplagte og udnyttede deres korte tidsramme fuldt ud. Selvom der ved arrangementets start kun var en håndfuld mennesker til stede, blev Radar hurtigt fyldt op til bristepunktet – faktisk i en sådan grad, at man var nødsaget til at lukke for adgang udefra. Stemningen indenfor var fuldstændig sprængfarlig og publikum var hundrede procent på.
Drengene fra Gråzone podcasten, Ahmed Omar og Hassan Hagi, var som aftenens værter med til at sætte stemningen fra start. Men det var især den uformelle tilgang blandt kunstnerne, der gjorde aftenen til noget helt særligt. Nordic Beats mindede på mange måder mest om et virkelig velbesøgt houseparty, for grænsen mellem musikere og publikum var helt udflydende, og flere af artisterne havde hele deres crew med på scenen, for at bakke op om dem. På den måde mindede de os om, at fede koncerter er noget vi skaber i fællesskab, noget der opstår i udvekslingen mellem kunstnere, DJ’s, publikum, lys- og lydfolk, fotografer og alle andre der biddrager til oplevelsen.
Nordic Beats var således en velkommen kontrast til resten af festivalen, og tilbød noget af den intimitet som oprindeligt kendetegnede hele SPOT Festival. Her fik jeg virkelig følelsen af, at få en snigpremiere på nogle af de artister som står lige på grænsen til at eksplodere, før resten af Danmark har fået øjnene op for dem. Desuden fik jeg endelig mulighed for at danse vildt og tæt i et fuldstændig fænomenalt crowd. Derfor vil jeg slutte af med at gentage aftenens værter: Radar, I var fucking varme!
SPOT 2021 takker for nogle dejlige musikdage i fællesskabets og genforeningens tegn.
Det har været en lang, besværlig og udfordrende rejse mod en forløsning, som vi kun kan være taknemmelige for. Ved årsskiftet stod SPOT med ryggen mod muren, solen i øjnene og eksistensen på spil – ganske på linie med mange andre i musiklivet.
Ni måneder efter står vi nu med vinden i ryggen og fremtiden åben. Med held og forstand fik vi lov til at gennemføre festivalen – umiddelbart efter de sidste covid-19 restriktioner blev ophævet.
Der skal lyde et kæmpe tak til alle, der har hjulpet og båret byrderne under planlægning og afvikling. Musikhuset, byens spillesteder og koncertforeninger og de mange City SPOT-venues, der lige nu stadig er i gang.
Tak til musikken, fordi vi fik mulighed for at præsentere et outstanding line-up af tidens og morgendagens vanvittigt dygtige musikere, sangskrivere, producere og performere. Vi er stolte over at være midtpunkt for så mange dygtige kunstnere.
Tak til SPOT publikummet for endnu en vild opbakning og det gode fællesskab omkring musikken. Det er umuligt ikke at være stolte af publikums nærværende, livsglade og inkluderende måde at skabe festen for musikken. Selvom alt i den praktiske afvikling af koncerterne ikke er forløbet perfekt, har publikum kvitteret med overskud, tålmodighed og forståelse.
En kæmpe tak til alle SPOTs medarbejdere og frivillige der i år har knoklet ud over det almindelige for at skabe festens rammer. En særlig, kærlig hånd til Aarhus Volume for et næsten symbiotisk makkerskab på fjerde år.
Tak til bestyrelsen for loyalt at bakke op om festivalens værdier og arbejde, og tak til ledelse og medarbejdere hos vore partnere, for tillid og for at tage deres del af slæbet.
Tak til vores hovedsponsor, Tuborg, for sparring og samarbejde. En stor tak til Aarhus Kommune, Statens Kunstfonds Musikudvalg, Koda, DAF, DMF og alle andre store og små bidrag.
Tak til Promus og MXD for samarbejdet omkring SPOT+ og det internationale invitationsarbejde og tak til de 1000 repræsentanter fra den danske og internationale musikbranche for at bakke op om missionen og være til stede for musikken.
En ekstraordinær indsats af SPOTs faglige nøglepersoner har gjort det muligt for de fleste af os at gå i seng med et smil på læben og drømme om, at det bliver lige så godt, eller endnu bedre, i 2022.
I den danske musikbranche er der 43 % kvinder og 47 % ikke-ciskønnede, der har oplevet diskrimination. Holdt op mod de 9 % mandlige adspurgte, så er det et foruroligende højt tal. Uanset om statistikken er kategoriseret ud fra etnicitet, køn eller seksualitet, så er det gældende at de minoriserede altid er i overtal.
Musikbranchen skal være bedre til at opsøge information ved forskere og hos organisationer som Another Life. Repræsentation er nemlig ikke noget, der er givet – det er noget, som man skal arbejde for. Og det er noget, som panelet på seminaret ‘Hvordan ændrer vi repræsentationen i musikbranchen’ pointerer flere gange; at mangfoldighed ikke er lig med diversitet og en balanceret repræsentation af ansatte. Man skal ændre på meget mere end det.
Lokalet er fyldt, og størstedelen af publikum er unge mennesker. I løbet af de korte 45 minutter kommer panelet vidt omkring og konstaterer i fællesskab, at diversitet, repræsentation og mangfoldighed er en kompleks størrelse. Det skal dog ikke stoppe os i at tale om, hvordan vi kan forbedre branchen.
Det er organisationen Another Life, der står for seminaret. De to stiftere, Sofie Westh og Rosa Lois, lancerede projektet i marts 2021. På seminaret fortæller Westh om Another Lifes rapport: ”Der er strukturer der ikke tilgodeser minoriserede i musikbranchen. Der må være tale om en giftig kultur.” Hele rummet nikker anerkendende, og debatten går nu på, hvad man kan gøre konkret, da strukturer kan virke flygtige og fluffy.
Tess S. Skadegård Thorsen er forsker og har blandt andet beskæftiget sig med diskrimination i filmbranchen. Hun forklarer, at der i Danmark er en tendens til, at vi forstår diskrimination på en måde, hvor vi som individer skal løfte udfordringen. Vi tror, vi skal blive mere rummelige og empatiske, men det handler i højere grad om at forstå de magtpositioner, der beslutter og handler. Man er nødt til at undersøge, hvem der bestemmer hvad, og hvilke poster de sidder på.
Alle i panelet er enige om, at forandringen skal ske oppefra. Genreorganisationen SNYK og virksomheden Live Nation laver tiltag og uddannelsesforløb, der informerer om diskrimination og hvordan man kan undgå det. For at der sker en forandring er det dog vigtigt, at lederne i musikbranchen også deltager. De sender nemlig ofte deres medarbejdere. Panelet argumenterer i dag for, hvorfor beslutningstagerne også skal deltage:
I musikbranchen arbejder de fleste sig op, og det gør også, at når man en dag når til en lederstilling, så har man ikke en lederuddannelse. Så man kan overveje hvorvidt disse skal efteruddannes eller om der skal laves en mentorordning – blot for at komme med et par forslag fra debatten.
Når man tænker på, at musikbranchen er domineret af mænd, kan det undre en, hvor de er henne, når et tema som dette bliver drøftet til Danmarks eneste musikkonference.
Inden dagens metal-koncerter skulle løbe af stablen, åbnede spillestedet Train op for en eksklusiv reception, hvor kun inviterede kunne deltage.
Af Henriette Søvsø Szocska Foto: Sofie K. Linde
“Tag en fadøl og hyg jer!”. Således blev der budt velkommen til de knapt 40 mennesker, der var mødt op i kælderetagen på spillestedet Train. Et bord beklædt med en hvid dug stod i midten af lokalet og bød på både flaskeøl, fadøl og vin. Vin og vinglas stod dog urørt under hele receptionen, men fadøl blev tappet flittigt.
eceptionen var til for at aftenens bands, udefrakommende bands og agenter, kunne få sig en uformel snak og behagelig landing, inden koncerterne umiddelbart efter skulle begynde. Et par udenlandske agenter var også mødt op til dagens reception, i håbet om at få sig en snak med nogle af band-medlemmerne, der muligvis kunne være det nye talent, som de ledte efter. Der var blandt andet en agent fra Sony Music tilstede, som var rundt og snakke med størstedelen i kælderen.
Imens de fremmødte kunne gå rundt blandt hinanden og snakke, blev der skruet en smule op for en soundboks med trommespækket metalmusik. Kælderetagen emmede af hygge med med grin og højlydte snakke, hvor folk indbyrdes kunne drøfte de nyeste indslag på metal-scenen.
Undervejs blev der også disket op med sandwiches, som folk hurtigt strømmede til. Da klokken nærmede sig 18:00 begyndte forsamlingen så småt at gribe en hånd-øl, så de kunne bevæge sig opad trapperne, hvor koncerterne snart skulle begynde.
Den lille sal bliver hurtigt fyldt, og folk står langs væggene for at kunne være i lokalet. Panelet sidder i en næsten ceremoniel halvcirkel, stilheden breder sig og moderator Jakob Sørensen (The Bank) gør sig klar.
Seminaret handler om det tyske musikmarked. Moderator Jakob Sørensen lukker sin intro til seminaret ’Let’s talk Germany’ af med: ”Vi taler ikke om Tyskland, så det gør vi i dag.”
Pointen med dette seminar er i grove træk, at det tyske marked er uudnyttet. Hvis man sætter tid, penge og fokus af til at dyrke dette land, så vil det give pote. Tom Weber (Radio PR) forklarer deltagerne, hvordan Tyskland er et anderledes marked. Et marked der er opdelt i regioner, hvilket har betydning for, hvordan man skal tilgå det. Weber understreger at dette er et stort marked, men at det kan brydes ned, hvis man forstår radiostationerne.
”Selvom radio er old school, så er det meget brugt i Tyskland,” siger Weber. Han følger op med en statistik der viser, at 94 % af alle tyskere lytter til radio hver dag. Det betyder, at det kan være rigtig vigtigt at komme på en playliste og i radio-rotation, så kan artisten nå ud til 3,5 millioner lyttere om dagen, med et hit.
Det er dog ikke nemt gjort. Det er en lang rejse, og Christoph Pancke (Selective Artists) understreger: ”Det tager tre til fire år at etablere en karriere i Tyskland.” Og når det er sagt, så tog det Tina Dickow ni år.
Hvad man skal forstå omkring det tyske marked er, at det er et importmarked, pointerer Pancke. Tyskland bruger ikke energi på at eksportere tysk musik til andre lande, men i stedet på at få udenlandsk musik ind på det tyske marked. Og det er her der opstår en mulighed.
Jan-Erik Stig (Warner) fortæller at deres interesse i Tyskland startede, fordi de netop så en mulighed – og tog den. Det har resulteret i, at flere artister spiller koncerter og får succes i landet, og Stig fortæller, at dette handler om et opbygget tillidsbånd mellem nationer: ”Hvis vi kan løbe de første kilometer, så vil de [red. Warner Tyskland] løbe resten af maratonet.”
Moderator Jakob Sørensen lukker spøgefuldt af med at sige: ”Hvis du får succes i Tyskland, så kan du få et comeback.” Her henviser han til kunstnere som Dua Lipa og Rag’n’Bone Man, der ikke slog igennem i deres hjemland først, men kom stærkt tilbage efter et gennembrud i Tyskland.
Efter halvandet års ventetid grundet covid-19 kunne det første SPOT+-arrangement atter finde sted. Det blev til en spændende paneldebat med fire kompetente debattører, der skulle diskutere bæredygtighedens fremtidige udsigt i musikindustrien. Deltagende i paneldebatten var William Skeaping (Extinction Rebellion), Linnéa Elisabeth Svensson (Greener Events), Nicolaj Holm (Aalborg Kongres og Kultur Center) og Martin Thim (Northside og Tinderbox).
Anne Jensen, som var moderator, fandt det meget passende, at netop dette arrangement lå som festivalens første. De knapt 40 fremmødte i lokalet nikkede bekræftende, da Anne begrundede det med, at debattens emne er et af nutidens absolut vigtigste problematikker. Amerikanske William Skeaping var meget aktiv i debatten og indledte med at skitsere den klimamæssige problematik, der gør sig gældende i den musiske verden.
“Lige nu befinder vi os i en slow motion katastrofe. Det værst tænkelige scenarie er netop ved at udspille sig”, siger William Skeaping. De resterende debattører stemte i, og var enige om, at vi alle er nødt til at anerkende, at det er et kollektivt problem, der også kun kan løses i fællesskab. Paneldeltagerne mener, at festivaler og spillesteder bærer en stor del af ansvaret i forhold til at fremme bæredygtigheden. Det gør de, da de samler mange tusinde mennesker og er derfor med til at foranstalte et kæmpemæssigt forbrug og et bemærkelsesværdigt aftryk på miljøet.
”Som led i at mindske vores klimamæssige fodspor, så arrangerer vi vores festivaler uden at have parkeringspladser tilgængelige. Det irriterer nogle af vores gæster, men samtidigt gør det, at de bliver nødt til at tage bus eller tog”, siger Martin Thim. Martin og resten af paneldeltagerne mener, at det er lignende tiltag, der kan gøre en større forskel i sidste ende.
“Problemet kan kun blive løst, hvis alle tager del i løsningen og gør radikale ændringer i deres kulturelle og økonomiske vaner”, siger William Skeaping afslutningsvis.
Det var egentlig ikke meningen, at det festivalmagasin, som du står med i hånden eller læser online, skulle handle ret meget om Covid-19. Det hænger os alle langt ud af halsen, og det ligger egentlig i SPOT Festivals natur og eksistensberettigelse, at vi skal kigge fremad. Alligevel virker det på mange måder unaturligt at lave det her magasin uden at inddrage den store, verdensomspændende elefant i porcelænsbutikken. Og det er bestemt ikke, fordi det skal lyde som en klagesang, men er du dog vild(!), hvor har det været belastende at skulle aflyse, bygge op til noget nyt, aflyse, bygge op til noget nyt, aflyse, bygge… du forstår, hvad jeg mener. Nu er vi langt om længe dér, hvor vi ved, at vi kan skabe og afvikle en festival, hvor vi kan stå op til koncerterne, hvor vi kan holde om hinanden og være sammen om at opleve den energiudladning, som rammer os fra det optrædende band, der står lige dér på scenekanten.
Men når nu stort set alt er blevet påvirket af den der vederstyggelige pandemi, så virker det uundgåeligt, at den danske musikscene og branche, herunder også SPOT Festival, er blevet påvirket af den. Jeg vil rigtig gerne være den, der bare siger, at nu skal vi kigge fremad, men jeg har brug for først at vide, hvordan det egentlig går – og der er ikke nogen bedre at stille lige præcis det spørgsmål, end SPOTs leder og min chef, Gunnar K. Madsen. Så jeg tog en ærlig snak med ham.
Chef, hvis du nu skal være helt ærlig og ikke tænke så meget over, hvor mange og hvem der lige læser med, hvor ramte er SPOT Festival så af Covid-19?
Vi oplever også en tidligere og større interesse for vores billetsalg i år, der jo nok skyldes en blanding af vores længsel efter gode, store fælles oplevelser og den kendsgerning, at der måske stadig vil være adgangsbegrænsninger helt hen i september. Der har heller ikke været nedgang i kunstnernes interesse i at spille på SPOT, så mit svar lige nu er selvfølgelig meget optimistisk.
Var vi i virkeligheden tæt på at dreje nøglen om, eller var det aldrig på tale?
Ja, vi var absolut i farezonen sidste år, da vi ikke kendte noget til vores konkrete muligheder for at søge eller få kompensationer. Corona-truslen mod os lå på flere planer. Dels truslen mod den samlede års-økonomi, dels en reel risiko for at lide likviditets-døden, hvor forretningen egentlig er god nok, men den konkrete mangel på kapital i situationen kan medføre lukning. Dels medarbejder forholdene, om vi ville kunne holde på medarbejdere – altså dig og dine kolleger – hvis ikke vi kunne holde forretningen kørende med alternative opgaver. En formidlingsvirksomhed som SPOT – og mange andre – trues jo ikke blot på sin evne til at omsætte her og nu, men i lige så høj grad på evnen til at planlægge fremtidens opgaver. Derfor måtte vi arbejde uden om lønkompensations-systemet og klare os selv.
Vi har snakket meget om, at dansk musik er blevet ramt af store tab, både i forhold til økonomi og momentum, men hvor slemt ser det egentlig ud? Hvad er din fornemmelse?
Tjaeh… jeg var tidligt ude og advare om, at særligt kulturens vækstlag var i farezonen. Ikke så meget på grund af store omsætningstab, men mere tab af karriere-momentum. Det, mener jeg stadig, holder vand. Inden for vores musikområde varetages størstedelen af formidlingsarbejdet for nye artister af private firmaer, der jo også blev ramte på deres eksistens, da det hele ramlede sidste år. Disse firmaer fokuserede naturligt først og fremmest på de største artister, hvorved der forsvandt “manpower” fra vækstlagene, ligesom det var mit indtryk, at den gamle tommelfingerregel: “sidst ind, først ud” også gjaldt vores område.
Heldigvis er virkelysten stor på hele musikområdet, så det hele er ikke faldet sammen. I princippet mener jeg ikke, at musikområdet er ramt hårdere end så mange andre vigtige faggrupper, men jeg har oplevet, at kompensationsordningerne både har haft mange uønskede slagsider og også, at de har været rullet mangelfuldt ud – ikke mindst i 2020. Vi er mange i musiklivet, der har haft en oplevelse af, at staten har haft rigtig svært ved at forstå musik og kultur, der lever på andre grundvilkår end fuld offentlig forsørgelse. Personligt håber jeg, at covid-krisen kan bidrage til at vi får gennemført nogle forbedringer og moderniseringer af den offentlige kulturstøtte.
Foto: Anita Eldjarn
Men hvad så nu, hvordan indhenter vi det forsømte og det tabte… er det bare tilbage til det “normale”?
Der er ikke noget, der hedder ‘tilbage til normalen’ i min bog. Det er fremad mod nye normer, oplevelser, scener, kunstnere og udtryk. Vi tager da alt det med, der fungerer godt – gode samarbejdspartnere og velfungerende scener – men udfordringen på den lange bane vil jo for os ikke mindst være, hvordan vores samlede musikliv og musikproduktion udvikler sig post corona – både nationalt og internationalt. Hvordan vi bedst kan bidrage til at placere dansk musik ude i verden. Hvordan SPOT fortsat kan bidrage til at skabe synlighed for den enkelte artiste og for hele vores diversitet på musikområdet. SPOT har altid søgt at balancere sit brand, så det kunne rumme alle de kunstneriske udtryk og ambitioner.
Kan du allerede nu mærke, at der er nogle ting, som vi hos SPOT Festival gør anderledes end før Covid-19, hvor forandringen kommer til at vare ved?
Umiddelbart tror jeg, at Covid-19 sparker lidt ekstra til vores digitale markedsføring. Derudover vil det nok mest være på den strategiske udvikling af SPOTs samarbejder med eksterne partnere hen over hele året, der kommer til at skabe nogen forandring. Eksempelvis regionale samarbejder som det vi allerede har sat i søen – SPOT på Midten – hvor vi forsøger at skabe mere synlighed på de decentrale produktionskræfter og kunstneriske strømninger. Men jeg er da også spændt på, om nye vilkår for den internationale musikformidling kommer med nye udfordringer til os? Jeg kunne godt forestille mig, at det internationale arbejde i stigende grad vil omfatte samarbejdsprojekter, hvor vi udveksler bands og artister eller produktioner mere end blot eksporterer fra a til b. Det åbner i givet fald dørene ind til nogle nye, spændende kunstneriske samarbejder på tværs af landegrænser. Vi er så småt begyndt med små pilot-projekter gennem de sidste par år – det kunne jeg godt se blive udvidet.
Hvis vi nu skal tage de positive Covid-briller på, har pandemien så også været med til at gøre nogle gode ting for musikbranchen?
Det må musikbranchen nok svare på. Men jeg synes da, at pandemien har afsløret nogle store mangler på det indbyrdes kendskab til hinandens arbejdsvilkår og økonomiske rammer. Det vil da være positivt, hvis vi bliver dygtigere til at ajourføre kulturområdets reelle “levevilkår” – hele fødekæden igennem og på tværs af både kultur- og erhvervspolitiske formål og interesser.
…og er der noget, som har ændret sig positivt i forhold til det politiske arbejde med dansk musik og kultur?
Njah… måske er der skabt rum for at dørene kan åbne sig for en tiltrængt modernisering af begrebet “kulturpolitik” – men det vil nok være naivt at tro, at der allerede nu er skabt ændringer. Politik er jo, på godt og ondt, et tungt system, der ikke ændrer sig uden videre.
Men jeg vil gerne sige, at kulturpolitikken kunne være lige så logisk et mål for reformer, som så mange andre samfundsområder. Reformer skal man dog ikke jaske igennem, men måske får vi lidt ny energi ind i arbejdet, når der til nytår nedsættes et nyt Projektstøtteudvalg for Musik, så man kan tage nogle indledende reform-spadestik. Særligt med henblik på kryds-problematikken mellem kultur og erhverv, på sikring af diversitet i musiklivet og på udvikling af mere fleksible redskaber i arbejdet med henholdsvis udvikling og bevarelse. Jeg synes, at vi i for mange år har haft en lidt slap tilgang til at “læse” vores musikliv, hvor alt musik skal behandles på samme måde på trods af store forskelligheder i vilkår og udtryk.
Jeg er jo heldigvis ikke så gammel, at jeg har glemt at håbe.
Hvor meget glæder du dig til at kunne lave en festival, hvor folk kan tage til koncerter og stå op uden at skulle tænke på holde afstand?
Jeg har en ubeskrivelig stor længsel efter, at vi igen kan færdes sammen uden at tænke i afstande. Ligesom der er mange gode ting ved, at vi “opper” os helt generelt på hygiejneområdet, så skal det ikke spolere vores naturlige behov for at kramme hinanden, holde i hånd og være tætte fysisk. Jeg frygter nok også lidt, at den fysiske afstands-holden skal legitimere en nedgang i mental nærvær og empati.
Og er vi klar til at holde en SPOT Festival, der kan leve op til det, som en SPOT Festival skal kunne?
Stensikkert! Det bliver et brag af en fest for musikken, for nye udtryk og nye kompositioner. Og en fejring for alle de gode kræfter, der har taget turen gennem krisen, overlevet og bevaret mod og energi til at fortsætte arbejdet fra der, hvor de hver især står efter krisen.
Du kender det godt. Teksten er skrevet, bandet har spillet det igennem, og alle er tilfredse – et hit er født. Men hvad gør man så, når man skal videre med den her nye, gode musik? Man ansøger da til SPOT Festival.
Meget god musik er udsprunget fra de SPOT’ske scener gennem de år, festivalen har eksisteret. Og hvert år, er mange af artisterne landet på plakaten via ansøgningsrunden. Det perfekte sted at få prøvet din musik af. Nogle gange er den der bare fra start, og så stryger din musik gennem processen, mens det andre gange ikke slår til i første, anden eller sågar tredje omgang. For selvom det reelt er en musikalsk free ride at sende sin musik ind til SPOT-ansøgningsrunden, og du kan gøre det alle de gange du vil, så har vi tilladt os at forhøre os med booking-agent Sofie Høj fra The Artist, der giver sine perspektiver på, hvordan man som person fra branchen bruger SPOT, og hvad der, ifølge hende, er vigtigt i en ansøgning. Og fra den anden side af bordet vil SPOT Booker Jesper Thisgaard give sine input til den gode ansøgning set fra modtagers side.
Lavpraktisk og langsigtet Vi starter helt stille og roligt ud med de grundlæggende ting. Der er jo trods alt ikke så meget at rafle om, hvis ansøgningen ikke fanger dem, der skal sidde med den. Og helt logisk så peger Jesper Thisgaard på musikken, der for ham er alfa omega i den gode ansøgning.
“Musikken er nøglen, når jeg skal lytte videre i en ansøgning. Det giver selvfølgelig sig selv, at der skal være et åbenlyst talent eller et godt potentiale for, at man begynder at dele de store point ud, men det er også de helt simple overvejelser om, hvordan musikken præsenteres, som kan gøre den store forskel. Få uploadet dine sange i den rækkefølge, som præsenterer dit projekt allerbedst, og prioritér benhårdt når det kommer til, hvor mange sange du uploader. Som med så meget andet, er det kvalitet frem for kvantitet”, fortæller Jesper Thisgaard.
Et upload af en halvfærdig demo gør altså ikke nødvendigvis noget godt for dig og din ansøgning, hvis du har en eller to godt indspillede sange ved hånden. I hvert fald ikke, hvis du skal skabe det ideelle førstehånds-lydindtryk. For Sofie Høj er det bedste råd til ansøgningen, at du netop ikke tænker, at der altid kommer en ansøgningsrunde igen næste år, hvis det ikke lige går i første omgang. “Det er vigtigt at have en klar og langsigtet plan for, hvorfor det giver mening at spille SPOT netop det år. Sørg for at tydeliggøre resultater og historik forud for SPOT, og forklar samtidig, hvordan SPOT Festivals udstillingsvindue kan bruges som afsæt på det videre forløb,” lyder det fra Sofie Høj, der til dagligt arbejder med artister som Dopha, Hugo Helmig, FRAADS og Joyce.
Foto: Allan Høgholm
Hvornår er man klar? Det med at føle sig klar kan Jesper Thisgaard skrive under på, som en gennemgående beretning i mange af årets ansøgninger. “Corona-vinklen har været meget dominerende for folks fortællinger i den forstand, at man er “mere klar end nogensinde”, hvilket nok skyldes, at de på en måde har haft to år til at blive helt klar – både med materiale og mentalt. Men vi har også set et bredere felt af stærke talenter i år, som jeg tænker netop skyldes lidt ekstra tid til at mærke efter”, lyder det fra Jesper Thisgaard.
Øv dig og vær’ åben Nu har vi fået to perspektiver på ansøgningsrundens do’s and dont’s, og hvilke tanker man, som brancheperson, gør sig, hvis man skal hjælpe sin artist videre i processen mod en SPOT-optræden.Og som et sidste råd fra Sofie Høj til de af jer, der sidder med en musikalsk drøm og en overvejelse om at søge til SPOT enten næste år eller længere ude i fremtiden:
“Find et hold, der tror på dig, og vær’ åben overfor sparring og inputs. Og så skal musikken selvfølgelig være god. Det er sangene og liveudtrykket, der skal være det bærende – så øv dig og bliv ved med at skrive en masse gode sange.”
