Restriktionerne bortfalder: “Foråret er på vej!”

Foto: Anita Eldjarn

Der er grund til at være rigtig glade for de sundhedspolitiske udmeldinger, som regeringen her til aften leverer til et slidt, men fattet dansk civilsamfund. Der er umiddelbart rigtig god grund til at regne med, at corona-pandemiens forbandelse for de fleste i alle samfundsgrupper nu ophæves og erstattes af det, vi normalt vil kalde normale forhold.

Springer vi alle mellemregninger over, så er vi som befolkning lykkedes med at stå sammen om en strategi, der nu stiller os i en gunstig position ind i foråret. Flertallet har stået sammen om at tro på vores sundhedsmyndigheder og politikere (både regering og opposition) – uanset, at vi nok hver især i perioder har kæmpet med tvivl, mismod eller uvilje over en meget bred skala.

Også musiklivet skal videre. De tab, der er lidt, kan ikke erstattes, men det skal nu ikke forhindre os i at glædes over de tab, der ikke er større, end at meget kan hentes over tid. Mange har nydt godt af såvel corona-relaterede kompensations- og tilskudsordninger, såvel som vores eget arbejdsmarkeds evne og vilje til at agere fleksibelt og agilt i forhold til ombookinger og nye tiltag.

Perioden har også vist de sprækker, fejl og mangler, der er i de kulturpolitiske rammer. Ikke mindst i forhold til den del af kulturlivet, der erhvervsmæssigt har et ben i flere lejre. Det positive er vel, at vi nu kan sætte ord på, hvad der mangler, og hvilke forbedringer, der er tiltrængt.

Jeg tror på, at musiklivets vilje, evner og kreativitet er så omfattende og grundlæggende intakt, at vi kommer op på hesten i løbet af kortere tid, end vi måske kunne frygte for få måneder siden. Nogle vil være heldigere stillet end andre, så lad os holde fast i den gode vilje til at få alle med op på hesteryggene igen.

SPOT Festival havde den store glæde at afvikle festivalen i september 21. Vi oplevede et brag af en festival, hvor alle kom på græs, alle ville hinanden – og troen på, at nu kom hjulene i gang igen var varm og tydelig. Det var en vigtig oplevelse for os, der står bag – et tiltrængt skulderklap fra verden.
Forhåbentlig vil mange komme til at opleve suset af medgang i 2022 og fremover.

Nu ser vi frem til at gentage den gode oplevelse den 5-7. maj i år, ligesom vi alle glæder os til at være gæster igen rundt om på store og små scener.

Vel mødt til alle på SPOT – og velkommen til 2022. Nye, men normale tider!

Skrevet af Gunnar K. Madsen, festivalleder hos SPOT Festival