Hvorfor afvikles SPOT 2021 torsdag og fredag?

Når man flytter en festival endnu engang med så kort varsel, så er der en kabale, der skal gå op, og især når man som SPOT er afhængig af, at spillestedernes scener er ledige. Heldigvis er kulturen og koncertlivet kommet igang igen, og spillestederne er ved at være bookede med fantastiske koncerter. Det betyder for os, at vi skulle være lidt kreative med dagene for at kunne lave SPOT 2021 så tæt på normalen som muligt. Derfor er vi endt på en torsdag og fredag denne gang.

Hvilken indvirkning får Covid-19 på SPOT 2021?

Vi har naturligvis et øget fokus på, at SPOT 2021 skal være et sikkert event for alle deltagende – frivillige, musikere og publikum – ingen nævnt, ingen glemt. Derfor ser vi også hele tiden restriktionerne an, så vi sikrer, at alt er, som det skal være på festivalpladsen, inden vi “åbner dørene” d. 16. september. I vil nok kunne møde en spritdispenser hist og her, så vi holder den gode hygiejne, men ellers krydser vi fingre for, at det er minimalt med nødvendigheden for værnemidler til den tid.

Hvor afvikles SPOT Festival?

I hjertet af Aarhus, som altid. Der vil være mulighed for at se koncerter på både spillesteder og udendørsscener, præcis som I kender SPOT bedst. Vi har lavet en helt ny plan for 2021, som vi glæder os til at præsentere for jer, når vi kommer nærmere september.

Hvad bliver kapaciteten?

Så tæt på normalen som muligt, men naturligvis med stort fokus på, at det skal være sikkert. Med flytningen til september kan vi dog skalere mere op end beregnet, så SPOT 2021-oplevelsen bliver så fuldendt som muligt.