Interview med Stringflip: “Schweizerhalle var et meget dejligt rum at spille i”

Dansk/svenske Stringflip spiller kontemporær folkemusik inspireret af den nordiske og keltiske tradition. De udgav deres selvbetitlede debutalbum i april 2021 og har siden høstet rosende anmeldelser hos. bl.a. britiske ‘Living Tradition’ og danske ‘Rootszone’. Kvartetten spillede til Folk Spot Denmark 2021, og her kan I læse om deres oplevelse i Tønder

Hvordan var det at være på Tønder Festival i nogle andre rammer?

Det var den første Tønder festival for tre ud af fire af os, så vi har ikke så meget at sammenligne med. Men vi var glade for endelig at komme med omend under usædvanlige omstændigheder.

Er det godt at være tilbage på scenen?

Det er naturligvis dejligt at være tilbage på arbejde igen. 

Hvad var den bedste oplevelse for jer under Folk Spot

Schweizerhalle var et meget dejligt rum at spille i, så det er jo altid et kæmpe plus. Vi var også svært tilfredse med hotellet.

Har I holdt jer i musikalsk træning under corona-perioden? (har I spillet koncerter?)

Som mange andre bands, anvendte vi nedlukningen på at indspille plade. I de små åbninger der var (f.eks. sommer 2020) nåede vi ud og spille et par håndfulde koncerter. Vi spiller alle i mange forskellige projekter, så vi har alle været aktive under nedlukningen.

Nu når verden er åben, hvad er så næste skridt for jer?

Vi er lige blevet nomineret til en DMA roots som årets nye navn, så det håber vi genererer noget mere trafik. Og så kigger vi så småt mod Tyskland og Belgien og er i gang med nyt materiale.