Interview med JUMA: “Musik er fællesskab og skal opleves i fællesskab”

JUMA er en tværkulturel world/folk-gruppe, der forener det syriske med nordiske. Den syriske musiker Bakri Hemmami kom til Danmark i 2015 efter at være flygtet fra Aleppo. Bakri har som mange andre efterladt alt bag sig, men musikken har han haft med sig hele vejen, og han kombinerer nu sine musikalske evner med resten af JUMA. Læs om gruppen oplevelse med at spille til Folk Spot Denmark 2021.

Hvordan var det at være på Tønder Festival i nogle andre rammer? 

Tønder festival er og har altid været fantastisk! I år var ingen undtagelse, men det er klart, at der manglede lidt af den nærhed og nerve, som kommer på festivalpladsen. Vi manglede selvfølgelig støvet og solen til at binde os helt sammen. Ikke desto mindre var det et enormt flot plaster på såret! 

𝐄𝐫 𝐝𝐞𝐭 𝐠𝐨𝐝𝐭 𝐚𝐭 𝐯æ𝐫𝐞 𝐭𝐢𝐥𝐛𝐚𝐠𝐞 𝐩𝐚̊ 𝐬𝐜𝐞𝐧𝐞𝐧?

Det var helt fantastisk – man følte sig på én gang hjemme igen, og samtidig utroligt privilegeret over endelig at kunne spille koncerter og opleve den enorme kærlighed, der kan opstå mellem musikere og publikum. Jeg tror først det rigtigt gik op for os, hvor meget vi havde savnet det, da vi stod der igen. 

𝐇𝐯𝐚𝐝 𝐯𝐚𝐫 𝐝𝐞𝐧 𝐛𝐞𝐝𝐬𝐭𝐞 𝐨𝐩𝐥𝐞𝐯𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐟𝐨𝐫 𝐣𝐞𝐫 𝐮𝐧𝐝𝐞𝐫 𝐅𝐨𝐥𝐤 𝐒𝐩𝐨𝐭?

Det er svært at pinpointe en specifik oplevelse, for hele weekenden var et overflødighedshorn af kærlighed og glæde. Fra vi ankom, blev vi taget enormt godt imod af alt og alle, fra publikum til frivillige, fra teknikere til andre bands. Men at spille for en fyldt sal i Schweizerhalle på Tønder Festival er klart et af højdepunkterne, både på vores nyligt overståede turné og generelt for vores orkester. 

𝐇𝐚𝐫 𝐈 𝐡𝐨𝐥𝐝𝐭 𝐣𝐞𝐫 𝐢 𝐦𝐮𝐬𝐢𝐤𝐚𝐥𝐬𝐤 𝐭𝐫æ𝐧𝐢𝐧𝐠 𝐮𝐧𝐝𝐞𝐫 𝐜𝐨𝐫𝐨𝐧𝐚-𝐩𝐞𝐫𝐢𝐨𝐝𝐞𝐧? (𝐡𝐚𝐫 𝐈 𝐬𝐩𝐢𝐥𝐥𝐞𝐭 𝐤𝐨𝐧𝐜𝐞𝐫𝐭𝐞𝐫?)

Vi har spillet det, der kunne lade sig gøre. Sidste år kunne man jo spille et par live-streamede koncerter, og selvom det også har været dejlige oplevelser, er der intet, der kan måle sig med den kærlighed, man mærker, når man spiller foran et ægte publikum af kød og blod. 

𝐍𝐮 𝐧𝐚̊𝐫 𝐯𝐞𝐫𝐝𝐞𝐧 𝐞𝐫 𝐚̊𝐛𝐞𝐧, 𝐡𝐯𝐚𝐝 𝐞𝐫 𝐬𝐚̊ 𝐧æ𝐬𝐭𝐞 𝐬𝐤𝐫𝐢𝐝𝐭 𝐟𝐨𝐫 𝐣𝐞𝐫?

Vi vil gerne indspille en plade mere, og så skal vi selvfølgelig ud at spille en masse koncerter. Musik er fællesskab og skal opleves i fællesskab, og selvom vi lige er vendt hjem efter vores turné, kan vi slet ikke vente med at komme afsted igen. 

Derudover har vi planer om at indgå samarbejde med en række kommuner i Danmark for at forsøge at bygge bro mellem minoritets danskerne og de etniske danskere. Vi vil ud og lave pop-up koncerter i de udsatte boligområder, så kulturen kan komme ud, der hvor den lige nu er enormt vigtig.

Photo: Bo Petersen, NoLightStudio